20 idéer til julehygge
Julehygge handler mest om tid sammen og lidt lys i mørket. Her er tyve ting at gøre i december. De fleste koster næsten ingenting, og ingen af dem kræver, at alt er perfekt.
Lav en pakkekalender til hinanden
Små ting pakket ind og nummereret fra 1 til 24. Det behøver ikke koste meget: en klementin, et bolsje, en seddel med en aftale om en tur.
Bag julesmåkager sammen
Vaniljekranse, brunkager og pebernødder. Lad de mindste trille pebernødder, de store sprøjte vaniljekranse, og spis de skæve med det samme.
Flet julehjerter ved spisebordet
Glanspapir, saks og lim er alt, der skal til. Start med tre strimler, og prøv fire, når det sidder i fingrene. Skabelonen ligger her.
Gå en tur og kig på julelys
En aftentur i nabolaget, når det er mørkt, med kakao på termokanden. Tæl stjerner i vinduerne undervejs.
Tænd kalenderlyset sammen
Gør det til et lille fast øjeblik ved morgenmaden eller aftensmaden, og pust det ud, når dagens tal er brændt.
Se julekalender i tv
Find den julekalender, der passer til alderen i familien, og se dagens afsnit samlet i sofaen.
Kog risengrød en weekend
Grød på komfuret en søndag i advent med smørklat og kanelsukker. Gem resten, og rør den til risalamande dagen efter.
Lav konfekt
Marcipankugler dyppet i chokolade, dadler fyldt med marcipan eller nougat skåret i tern. Det er nemt, og det er fine gaver.
Lav gløgg, også uden alkohol
Varm saft eller rødvin med kanel, nelliker, kardemomme og appelsinskal. Server med rosiner og hakkede mandler i bunden af koppen.
Hold pakkeleg
Alle tager en lille pakke med. Slå en sekser med terningen for at tage en pakke fra bunken, og når bunken er tom, går I over til at stjæle fra hinanden, til tiden løber ud.
Skriv julekort i hånden
Et par linjer med pen betyder mere end en lang besked. Send dem i god tid, så de når frem før jul.
Pynt med det, naturen giver
Grangrene, kogler, hyben og mos fra skovturen bliver til en dørkrans eller en dekoration på bordet.
Hent juletræet sammen
Mange juletræsplantager lader dig selv vælge og fælde træet. Tag varmt tøj og en sav med.
Læs en julehistorie højt
H.C. Andersens "Grantræet" er et godt bud, og den kan læses på en aften. Sluk loftslyset, og lad stearinlysene gøre arbejdet.
Lav kræmmerhuse til træet
Fyld dem med nødder, rosiner eller småkager, og hæng dem på træet eller ved dørene. Skabelon til kræmmerhuse.
Tag til julekoncert
Mange kirker holder julekoncerter eller adventsgudstjenester med kor i december. Se i kirkebladet eller på sognets hjemmeside.
Hold en aften uden skærme
Brætspil, kortspil eller et puslespil på spisebordet. Sæt telefonerne i en skål i entréen.
Giv tid i stedet for ting
En gave kan være et løfte om en tur i skoven, en hjemmelavet middag eller en dag sammen. Skriv det på et fint kort.
Husk naboen
Ring på med en pose småkager hos en nabo, der er alene. En kop kaffe og en snak kan være det bedste ved hele december.
Hjælp andre til en god jul
Mange organisationer samler ind til julehjælp, og mange steder er der brug for frivillige til julearrangementer.