Julerente
"Og siger hun takker Herren og Fruen"
Julegaver var kendt før juletræet. Julebrød var en del af tyendets løn; men der kunne tillige vanke et par nye strømper eller stof til et
par bukser. "Gaven" aftaltes dog ofte med husbond i forbindelse med karles og pigers ansættelse. Det var den tidligere nævnte julerente;
et udtryk, der korrekt dækker denne næsten kontraktlige form for "julegave". Lignende forhold kendtes i byerne blandt de ansatte i hus og
butik. Juleaften fik tyendet lov at komme ind i stuen, hvor hver modtog en gave og takkede herren og fruen for året, der var gået.
En særlig form for julerente, ofte i form af klingende mønt og en dram, skyldte man de håndværkere, som man i årets løb havde gjort brug af: skorstensfejer, maler, snedker m.fl.; men også tjenestemænd som postbud og vægter blev betænkt. I det fine stadstøj blev julerenten inkasseret - fra hus til hus. Det skete ofte på tredjejuledag eller nytårsdag.
Kræmmeren var også sine kunder en julerente skyldig, og julerenten kunne være en tyngende post på hans budget.
Julerenten har eksisteret til vore dage i form af en beskedent stykke sæbe eller en pose knas leveret oven i de sidste julegaver; ligesom i formaernes udsendelse af kalendere og lommebøger til brede kredse, og i form af en flaske til de mest betydningsfulde kunder. Julerenten optræder endnu i dag som julegrantiale og julefrokost for personalet, og mange private har vel stadig en cigar til postbudet.
Det er også endnu almindeligt, at stille en julebajer ud til skraldemanden - eller renovationsarbejderen, som det med rimelighed nu hedder. Skraldemanden i sin oprindelige skikkelse dukker for øvrigt op på sidste side i "Peters Jul". I hånden har han den skralde, som meldte hans ankomst, her i det sørgelige ærinde, juletræets afhentning:
Det var jul rigtignok vissent, men det var dog, som om en gammel ven for sidste gang fra dem rejste.
En særlig form for julerente, ofte i form af klingende mønt og en dram, skyldte man de håndværkere, som man i årets løb havde gjort brug af: skorstensfejer, maler, snedker m.fl.; men også tjenestemænd som postbud og vægter blev betænkt. I det fine stadstøj blev julerenten inkasseret - fra hus til hus. Det skete ofte på tredjejuledag eller nytårsdag.
Kræmmeren var også sine kunder en julerente skyldig, og julerenten kunne være en tyngende post på hans budget.
Julerenten har eksisteret til vore dage i form af en beskedent stykke sæbe eller en pose knas leveret oven i de sidste julegaver; ligesom i formaernes udsendelse af kalendere og lommebøger til brede kredse, og i form af en flaske til de mest betydningsfulde kunder. Julerenten optræder endnu i dag som julegrantiale og julefrokost for personalet, og mange private har vel stadig en cigar til postbudet.
Det er også endnu almindeligt, at stille en julebajer ud til skraldemanden - eller renovationsarbejderen, som det med rimelighed nu hedder. Skraldemanden i sin oprindelige skikkelse dukker for øvrigt op på sidste side i "Peters Jul". I hånden har han den skralde, som meldte hans ankomst, her i det sørgelige ærinde, juletræets afhentning:
Det var jul rigtignok vissent, men det var dog, som om en gammel ven for sidste gang fra dem rejste.