Julen forberedes
"Moder er i Køkkenet..."
Man er tilbøjelig til at tro, at gammeldags jul på landet var ensbetydende med vældige ædegilder for alle. Man glemmer, at det der dengang blev skrevet ned, normalt er foregået i velhavende kredse.
Forholdene hos småkårsfolk både på landet og i byen nød derimod sjældent skribenternes bevågenhed. Når man derfor støder på opregnelser om karrige kår, kan man fristes til at opfatte det som undtagelser. Dog har mange, selv i vort århundrede, oplevet at der blev spist samme seje surgrød juleaften, som årets øvrige aftener. Surgrød er grove bygkorn kogt i kærnemælk.
Det var dog sjældent, at denne særlige aften ikke blev helligholdt under en eller anden beskeden form, "festen" kunne begrænse sig til, at der lyste en tælleprås midt på bordet eller foran far i huset, så han kunne stave sig gennem juleevangeliet, for oplæsning af julebudskabet var skik i alle lag.
Tællepråsen var en enkelt væge dryppet sparsomt i tælle, dvs. fårefedt. Sammenlignet med dagligdagens lysepind, gav tællepråsen et næsten blændende lys fra sig. Lysepinde var træspåner fra gamle harpiksmættende fyrrestubbe. De lyste dog tilstrækkeligt op, til at man kunne klare hverdagsaftenens mange sysler.
Bortset fra aftenerne i juleugen var det en helligbrøde at sidde uvirksom hen. Dette slet intet af foretage sig, må for fattigfolk i sig selv havde været en næsten overdådig luksus. Selv om det var ugudeligt, har mange nu nok sneget sig til at foretage sig et elelr andet nyttigt, om ikke juleaften, så dig de senere aftener i juleugen; for føden skulle jo bjærges.
Julebordets overdådighed var heller ikke tyngende på de småbrug, hvor besætningen netop dannede grundlag for lidt torvehandel. I disse hjem blev det ringeste kød og det harskeste smør i julens glæde. Godbidderne gik til købstadens torv, hvor mere velbjergede byboere så kunne erhverve herlighederne. Byens jævne folk fik for øvrigt heller ikke del i de dejlige sager.
Forberedelserne til julen begyndte tidligt. I gamle bondealmanakker kaldes november for slagtermåneden. Hos daglejeren kunne julens gris være årets eneste. Derfor forestod berusende festdage; men man sørgede for ikke at slamgte samtidig med naboen, for derved kunne man stå hinanden bi.
På større gårde slagtede man både om efteråret og i vinterens løb, men juleslagtningen var den vigtigste.
Først skulle sulekarrene skures rene. Heri gemtes saltmaden nemlig i mange måneder. Længe før morgen, når grisen skulle "stikkes", var der travlhed i køkkenet. Mængder af vand skulle koges til at skolde grisen i, når den var slagtet, og snart efter skulle tarmene renses; de var jo som skabt til pølseskind.
Nu vidste alle på gården, hvilke gøremål de havde for de næste dage, hvor det ikke kun var julemaden, der forberedtes, men den fineste spise mange måneder frem: svinekød.
Forholdene hos småkårsfolk både på landet og i byen nød derimod sjældent skribenternes bevågenhed. Når man derfor støder på opregnelser om karrige kår, kan man fristes til at opfatte det som undtagelser. Dog har mange, selv i vort århundrede, oplevet at der blev spist samme seje surgrød juleaften, som årets øvrige aftener. Surgrød er grove bygkorn kogt i kærnemælk.
Det var dog sjældent, at denne særlige aften ikke blev helligholdt under en eller anden beskeden form, "festen" kunne begrænse sig til, at der lyste en tælleprås midt på bordet eller foran far i huset, så han kunne stave sig gennem juleevangeliet, for oplæsning af julebudskabet var skik i alle lag.
Tællepråsen var en enkelt væge dryppet sparsomt i tælle, dvs. fårefedt. Sammenlignet med dagligdagens lysepind, gav tællepråsen et næsten blændende lys fra sig. Lysepinde var træspåner fra gamle harpiksmættende fyrrestubbe. De lyste dog tilstrækkeligt op, til at man kunne klare hverdagsaftenens mange sysler.
Bortset fra aftenerne i juleugen var det en helligbrøde at sidde uvirksom hen. Dette slet intet af foretage sig, må for fattigfolk i sig selv havde været en næsten overdådig luksus. Selv om det var ugudeligt, har mange nu nok sneget sig til at foretage sig et elelr andet nyttigt, om ikke juleaften, så dig de senere aftener i juleugen; for føden skulle jo bjærges.
Julepølse med pølsepinde. En del af det mindre relle kød fra julegrisen blev anvendt til pølser, og tarmene blev brugt som pølseskind. Blodet blandede man med fedtstykker og eventuelt med rosiner samt krydderier for at nyde den som suppe, budding eller blodpølse.
Julebordets overdådighed var heller ikke tyngende på de småbrug, hvor besætningen netop dannede grundlag for lidt torvehandel. I disse hjem blev det ringeste kød og det harskeste smør i julens glæde. Godbidderne gik til købstadens torv, hvor mere velbjergede byboere så kunne erhverve herlighederne. Byens jævne folk fik for øvrigt heller ikke del i de dejlige sager.
Forberedelserne til julen begyndte tidligt. I gamle bondealmanakker kaldes november for slagtermåneden. Hos daglejeren kunne julens gris være årets eneste. Derfor forestod berusende festdage; men man sørgede for ikke at slamgte samtidig med naboen, for derved kunne man stå hinanden bi.
På større gårde slagtede man både om efteråret og i vinterens løb, men juleslagtningen var den vigtigste.
Først skulle sulekarrene skures rene. Heri gemtes saltmaden nemlig i mange måneder. Længe før morgen, når grisen skulle "stikkes", var der travlhed i køkkenet. Mængder af vand skulle koges til at skolde grisen i, når den var slagtet, og snart efter skulle tarmene renses; de var jo som skabt til pølseskind.
Nu vidste alle på gården, hvilke gøremål de havde for de næste dage, hvor det ikke kun var julemaden, der forberedtes, men den fineste spise mange måneder frem: svinekød.