Julebag
"Nu glædes gamle og unge..."
Glæden over julebordet skyldtes ikke kun de mange kødpriser, men også den fine brød. Det var nemlig ligeledes et tegn på overdådighed, at man i julen lod rugbrødet ligger og kun spiste sigtebrød, eller måske endda rigtigt hvedebrød. Glæden forhøjedes ved, at man denne ene gang om året nød nogenlunde friskbagt brød. Det regnedes normalt for usundt, men den undskyldning er nok oprindeligt en økonomisk husmoders påhit.
I gamle bondealmanakker kaldes december ofte for bagemåned, fordi man op til jul måtte bage særligt store mængder brød. Julebagningen skulle jo række til, så alle kunne spise, hvad de orkede i helligdagene. Men der skulle også bages julegaver eller julerente, som bl.a. var det finbrød, der udover julebordets, var en del af tjenestefolkenes løn. Hver fik sin brødration og dertil ofte et helt bjerg af æbleskiver. Disse lækkerier blev glemt i kammeret og nydt i enrum. Desuden skulle der være brød nok, så ingen besøgende måtte "bære julen ud". Alle skulle have noget med, når de gik; det gjaldt både husets venner og de mange fattigfolk, som også i julen drog fra gård til gård og forventede særlig rigelig almisse i form af brød og kødmad.
Mens mad i Sverige endnu bager gamle brødtyper til jul, de såkaldte lusse- eller luciabrød, er de særlige danske former gået af brug. Børnene på landet kunne til jul fx. modtage en vakker, som var et finbrød formet som en fugl, endda til tider på rede. Ligeledes var det i det tidlige 1800-tal stik at stemple sigtebrødet med smukt udskårne træstempler. I visse egne bagte man de hårde knæpkager. De hed sådan, fordi hver bid skulle knækkes af. De var også smukt stemplede og et yndet bytteobjekt, da hver gård havde sin form.
I "Peters Jul" fra 1866 spiller man nytårsaften gnav om pebernødder. Disse var - sammen med klejner, kommenskringler og brune kager - populært julebag, kendt siden midelalderen, mens marcipan har en forhistorie, der går tilbage til renæssancens hofhusholdninger. Men disse for os så almindelige julegodter sås ikke på bondens bord i gamle dage. Brødet var her dominerende. Det blev modtaget med taknemmelighed og nydt med næsten religiøs ærefrygt. Det rummede skjulte kræfter, så julens sidste sigtebrød blev smuldret og blandet i vårens såsæd; det skulle give god høst.
I gamle bondealmanakker kaldes december ofte for bagemåned, fordi man op til jul måtte bage særligt store mængder brød. Julebagningen skulle jo række til, så alle kunne spise, hvad de orkede i helligdagene. Men der skulle også bages julegaver eller julerente, som bl.a. var det finbrød, der udover julebordets, var en del af tjenestefolkenes løn. Hver fik sin brødration og dertil ofte et helt bjerg af æbleskiver. Disse lækkerier blev glemt i kammeret og nydt i enrum. Desuden skulle der være brød nok, så ingen besøgende måtte "bære julen ud". Alle skulle have noget med, når de gik; det gjaldt både husets venner og de mange fattigfolk, som også i julen drog fra gård til gård og forventede særlig rigelig almisse i form af brød og kødmad.
Mens mad i Sverige endnu bager gamle brødtyper til jul, de såkaldte lusse- eller luciabrød, er de særlige danske former gået af brug. Børnene på landet kunne til jul fx. modtage en vakker, som var et finbrød formet som en fugl, endda til tider på rede. Ligeledes var det i det tidlige 1800-tal stik at stemple sigtebrødet med smukt udskårne træstempler. I visse egne bagte man de hårde knæpkager. De hed sådan, fordi hver bid skulle knækkes af. De var også smukt stemplede og et yndet bytteobjekt, da hver gård havde sin form.
I "Peters Jul" fra 1866 spiller man nytårsaften gnav om pebernødder. Disse var - sammen med klejner, kommenskringler og brune kager - populært julebag, kendt siden midelalderen, mens marcipan har en forhistorie, der går tilbage til renæssancens hofhusholdninger. Men disse for os så almindelige julegodter sås ikke på bondens bord i gamle dage. Brødet var her dominerende. Det blev modtaget med taknemmelighed og nydt med næsten religiøs ærefrygt. Det rummede skjulte kræfter, så julens sidste sigtebrød blev smuldret og blandet i vårens såsæd; det skulle give god høst.