Jul i gamle dage

"Vor gamle jul" er et herligt sammensurium af romersk og nordisk hedenskab forbundet med kristendom, der yderligere er tilført en spraglet masse traditioner fra alverdens lande gennem reklameverdenen. Sådan var det også, da Peter Fager omkring 1850 skrev:

Drej kun Universet helt omkring, ved kun op og ned på alle ting, Jorden med - this den er falsk og hul rør kun ikke ved min gamle jul!

Det er allerede gammelt kulturgods, der overtages, da den kristne kirke i år 354 ansætter Kristi fødselsdag til nogenlunde tidspunktet for den hedenske romerske midvinterfest, saturnalierne.

I 300-tallet omtales måneden november som frumma jiuleis, tolket som måneden før jiuleis, der skal forståes som offerfest og på oldnordisk bliver til hjul og joul.

Det er også denne fest, der omtales i Haraldskvadet fra ca. år 870, hvor ThorbjørnHornklofi kvæder om Harald Hårfager:

• Ude på havet vil han drikke jul
• den højstræbende konge
• om han skal kunne herske ...

Denne som andre tidligere kilder viser, at julen eller solhvervsfesten også var et drikkegilde, hvor man både åd og drak guderne til.

At det overdrevne spiseri også fulgte med middelalderens jul læses ud af kirkespillene, hvor et yndigt optrin var trætten mellem julen og fasten; den sidste anklager for umådehold og truer den med pisken efter langfredags skriftemål, en trussel der dog ikke havde større virkning.

Det er derfor naturligt at indlede festlighederne med beskrivelse af forberdelserne til gæstebudet.